Er du klar til en ny hverdag med hund? At få hund er på mange måder en fantastisk oplevelse, som gør livet vidunderligt. Men samtidig medfølger et stort ansvar, og du vil opleve, at du er nødsaget til at gå på kompromis med flere ting for at dække hundens behov. Der er ingen tvivl om, at en hund er sød og dejlig, men er du klar til, at den også er mindst lige så krævende? Stil dig selv følgende spørgsmål og find ud af, om du er klar til at få hund. Er vi klar til at få hund?1. Har I råd til at have hund?Det er vigtigt, at I har økonomien med i overvejelserne om at få hund. Når I får en hund, må I forvente en hel del udgifter ud over købsprisen. For det første er det klart, at jeres hund skal have både foder, en hundekurv, snor, madskål og legetøj. Derudover bør I også være forberedt på, at der kommer mange uventede udgifter, når I har hund. Selvom I køber en sygeforsikring til jeres hund, skal I selv betale en selvrisiko og en procentdel af prisen ved dyrlægen. Og måske skal I også gå til hundetræning med jeres hund? En god tommelfingerregel er at afsætte omkring 1000 kr. om måneden og yderligere 1000 kr. i første omgang til udstyr. 2. Har I tid til en hund i jeres travle hverdag?Langt de fleste har et job, fritidsaktiviteter, træning, sociale arrangementer og måske børn, der skal hentes og bringes i hverdagen. Hvis I kommer sent hjem fra arbejde hver eneste dag, bør I genoverveje, om I kan opfylde hundens behov. I er hundeejere 24 timer i døgnet, så jeres hverdag skal i nogen grad tilpasses hundens behov. En hund skal aktiveres hver dag, den skal stimuleres og på gåture for at få luft og motion. Det er derfor klart en fordel, hvis I er flere i husstanden, der kan deles om opgaverne. På denne måde får hunden en forholdsvis forudsigelig hverdag, som den trives bedst i. 3. Er I klar til at stå tidligt op i snestorm og gå på kompromis?En hund skal luftes hver eneste dag - også i de kolde vintermåneder og i øsende regnvejr. Specielt i de første måneder har hvalpen oftere brug for at komme ud for at gøre sig ren, og her er det vigtigt, at I lytter til hundens behov. En tommelfingerregel: når man får en hvalp hjem, skal den ofte ud og tisse, når den har leget, spist eller sovet. Når I får hund, skal I være klar til at gå på kompromis. I må af og til takke nej til sociale arrangementer for at tage til dyrlægen og droppe eftermiddagstræningen for at gå tur. Når det så er sagt, så er en hund en vidunderlig investering, der giver glæde i hverdagen. Og mon ikke I med glæde vil gå lange ture, vaske, børste og lege med jeres hund? Hvornår er et godt tidspunkt at få hund?Det bedste tidspunkt at få hund, er når I har overskud til at give den et godt liv. Hunde bliver i gennemsnit mellem 8 og 15 år, og I skal derfor have tid og overskud i jeres hverdag til at tage jer af hunden de næste mange år. |